Menu

Beskyttelse og forvaltning

Vadehavet er et naturligt område af global betydning, der deles af tre lande og som er omgivet af en betydelig befolkning. Fiskeri, industrifaciliteter, havne og skibstrafik, udvikling af beboelsesområder og turisme såvel som klimaforandringer udgør væsentlige trusler for naturen. Det er derfor afgørende at beskyttelse og bevarelse af Vadehavet som et vigtigt aspekt i planlægningen og reguleringen af menneskelige aktiviteter.

Det Trilaterale Vadehavssamarbejde har samarbejdet om forvaltning og beskyttelse af dette værdifulde økosystem siden 1978. I dag er næsten hele Vadehavets kyst beskyttet som nationalparker og naturreservater. Forvaltningssystemet er en kombination af de nationale forvaltningssystemer og den trilaterale Vadehavsplan (WSP) implementeret af de ansvarlige myndigheder.

 

Vadehavsplanen (WSP)

Den trilaterale Vadehavsplan (WSP) er den fælles politiske og forvaltningsmæssige plan for beskyttelse og bæredygtig forvaltning af Vadehavsområdet. Den er også forvaltningsplan for Vadehavet som verdensarv og dermed grundlaget for at bevare dets enestående universelle værdi. Vadehavsplanen blev ratificeret i 1997 (Stade-deklarationen) og opdateret i 2010 (Sild-deklarationen). Den har et bredere perspektiv end traditionelle forvaltningsplaner, eftersom den indeholder samarbejdets fælles vision, principper, politikker og tiltag.

En særlig og grndlæggende egenskab ved Vadehavsplanen er, at den stiler mod at bevare alle habitater, som hører til det naturlige og dynamiske Vadehav. Hvert af disse habitater, levesteder, for hvilke der er indført fælles trilaterale målsætninger, stilles der krav til kvaliteten (naturlige dynamikker, fravær af menneskeskabte forstyrrelser, fravær af forurening), som kun kan opnås gennem den rigtige forvaltning af området.

Vadehavsplanens overordnede ambition er at implementere samarbejdets målsætninger, som beskrevet i Fælleserklæringen: bevarelse af det naturlige økosystem, dets funktioner og karakteristiske biodiversitet, modstandsdygtighed overfor klimaforandringer og andre påvirkninger, opretholdelse af landskab og kulturarv, bæredygtig anvendelse, sådan som defineret af FN's konvention om den biologiske mangfoldighed og EU's habitatdirektiv, og myndighedernes beskyttelse af Vadehavet.


 

National beskyttelse og forvaltning

Det danske Vadehav er beskyttet gennem omfattende bestemmelser i Bekendtgørelsen om fredning og vildtreservat Vadehavet, kommunal planlægning og administrationen af internationalt beskyttede områder i Vadehavsregionen, såsom N2000, Ramsar mv. Den danske Nationalpark Vadehavet blev etableret i 2010. Den er ansvarlig for implementeringen af Nationalparkplanen, som indeholder retningslinjer og målsætninger for nationalparkens natur, landskab og kulturelle arv. Nationalparken er ansvarlig for formidling af og undervisning i den enestående natur i Vadehavet, verdensarven og den unikke kultur i området. I Danmark er det Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen, der sammen med kommunerne er myndighed og dermed ansvarlige for beskyttelsen og bevarelsen af Vadehavet.

I Tyskland er det de kystvendte forbundsstater Hamborg, Nedersaksen og Slesvig-Holsten, som har ansvaret for at implementere den tyske lov om naturbeskyttelse, og som sætter rammerne for at etablere naturreservater og nationalparker. Verdensarvsområdet omfatter nationalparkerne: Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer (etableret i 1985), Hamburgisches Wattenmeer (etableret i 1990) og Niedersächsisches Wattenmeer (etableret i 1986). Nationalparkernes primære målsætninger er at beskytte Vadehavet og at de naturlige processer kan forløbe med et minimum af forstyrrelser og negative påvirkninger fra menneskelige aktiviteter. Nationalparkernes myndigheder er ansvarlige for forvaltningen og implementeringen af nationalparkloven.

I Holland kombineres beskyttelse med en unik tilgang til national fysisk planlægning, Afgørelsen om den fremtidige udnyttelse af Vadehavet, det tredje notat om Vadehavet (PKB, siden 1980), definerer Vadehavet under naturbeskyttelsesloven fra 1998 og er støttet af yderligere bestemmelser som flora- og faunaloven. De udgør sammen med Hollands nationale naturnetværk grundlaget for beskyttelse og forvaltning af den hollandske del af Vadehavet. Notatet om Vadehavet definerer de overordnede målsætninger for bevarelse, forvaltning og brug af Vadehavet og er bindende for nationale, regionale og lokale myndigheder.


 

EU-lovgivning

Den Europæiske Unions lovgivning på miljøområdet er af særlig vigtighed for Vadehavet og er blevet endnu vigtigere i løbet af de to seneste årtier. På den omfattende liste af miljølove er fugle- og habitatdirektiverne, som udgør grundlaget for Natura 2000, vandrammedirektivet og havstrategidirektivet de mest relevante.


 

International lov

Vadehavet er omfattet af flere forskellige direktiver under international lov. Verdensarvskonventionen fra 1972 danner grundlaget for alle verdensarvs relaterede forhold i Vadehavet. Herudover er der også flere gældende multilaterale miljøaftaler, som er indgået i FN-regi: konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD), konventionen om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr (CMS – Bonn konventionen) og dens underaftaler, dvs. aftalen om beskyttelse af afrikansk-eurasiske migrerende vandfugle (AEWA), aftalen om beskyttelse af småhvaler i Østersøen, Det nordøstlige Atlanterhav, Det Irske Hav og Nordsøen (ASCOBANS), samt aftalen om beskyttelse af sæler i Vadehavet, hvor Det Fælles Vadehavssekretariat fungerer som sekretariat. Ramsar-konventionen (konvention om vådområder af international betydning), konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bern-konventionen) og konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (OSPAR) er også relevante for Vadehavet.