Menu

Fisk

Vadehavet er et af verdens største sammenhængende vådområder, der tørlægges ved lavvande. Med mere end 140 registrerede fiskearter til dato er det et exceptionelt mangfoldigt fiskesamfund. Der er 20 arter, som forbliver i regionen (næsten) hele deres livscyklus. Andre er afhængige af Vadehavet i mindst en del af deres liv. Herunder mange fladfisk, som tilbringer deres unge fase i området, diadrome arter, som passerer regionen på deres vej til ynglesteder i havet eller ferskvand, og sæsonbetingede migranter.

Bestanden af mange fiskearter i Vadehavet er faldet kraftigt i de seneste årtier. En grundlæggende forståelse for de essentielle processer og funktionelle transportveje mangles ofte , hvilket vanskeliggør en effektiv og kvalitativ beskyttelse af fiskene. Af den grund er danske, hollandske og tyske fiskeeksperter kommet frem til målsætninger for beskyttelse af fiskene – de såkaldte trilaterale målsætninger for fisk(Trilateral Fish Targets), der blev vedtaget som en del af Vadehavsplanen (2010) på den 11. trilaterale regeringskonference (Sild, 2010). De er

  • Levedygtige bestande og en naturlig reproduktion hos typiske fiskearter i Vadehavet
  • Forekomst og overskud af fisk i forhold til de naturlige dynamikker i de biotiske og abiotiske betingelser.
  • Gunstige levevilkår for truede fiskearter
  • Opretholdelse af diversiteten og naturlige levesteder som grundlag for gydepladser og opvæsktssted for unge fisk
  • Opretholde og genoprette mulighederne for passagen af migrerende fisk mellem Vadehavet og de indre farvande og vandløb.

På den 12. trilaterale regeringskonference i Tønder (2014) blev Danmark, Tyskland og Holland enige om at arbejde for yderligere implementering af de trilaterale målsætninger for fisk. Det blev besluttet at fremme målsætningerne gennem en trilateral handlingsplan for Vadehavets ”trækruter for fisk” (lidt populært sagt) (Swimway Action Programme). Planen blev udformet i 2018 af en trilateral koordinationsgruppe med bidrag fra forskningsinstitutioner, naturforvaltningssorganisationer og -myndigheder. Den trilaterale handlingsplan for Vadehavets trækruter for fisk indeholder forslag til forskning, overvågning, politikker, tiltag og kommunikation.

Planens hovedpunkter blev overført til en vision for trækruter for fisk (Swimway Vision), der blev indskrevet i Leeuwarden-deklarationen (2018) og underskrevet af ministre fra de tre stater på den 13. trilaterale regeringskonference i Leeuwarden, maj 2018.

Visionen fokuserer på deltagelse fra interessenter, hvis aktiviteter kan have en direkte eller indirekte påvirkning på fiskene, som fx forskere, kommercielle fiskere, sportsfiskere, vandmyndigheder, relevante regeringsorganer og NGO'er. De viste med underskrivningen af en erklæring om understøttelse af den trilaterale vision for trækruter for fisk på Leeuwarden-konferencen deres engagement og markerede starten på arbejdet med at opfylde visionen.